Hvad er orienteringsløb ?

Orienteringsløb er en sport, hvor man bruger et kort og kompas til at finde vej gennem ukendt terræn. Undervejs skal man besøge et antal kontrolpunkter ved forskellige terrængenstande. Disse kontrolpunkter, kaldet poster, er i terrænet markeret med en rød/hvid skærm og på kortet med en rød eller lilla cirkel. Opgaven går ud på med hjernen at fortolke kortet rigtigt og vælge den hurtigste rute mellem posterne og derefter at opsøge dem i en bestemt rækkefølge. Ved hver post markerer man på et medbragt kontrolkort posten ("klipper" den) for at det kan kontrolleres, at man rent faktisk har været der. Vinderen af et orienteringsløb er den, der gennemfører en sådan bane hurtigst.

Det vigtigste hjælpemiddel for en orienteringsløber er orienteringskortet. Dette er et specialfremstillet og meget detaljeret kort i en lille målestok, som oftest 1:10000 eller 1:15000, med et valg af signaturer og farver, der gør det velegnet til orienteringsløb. Signaturerne er internationale, således at man umiddelbart kan læse og forstå et kort uanset hvilket land, man løber i.

Orienteringsløb er en familiesport, idet der findes aldersklasser spændende fra under 10 år til over 75 år. Indenfor hver aldersklasse findes der ofte flere forskellige sværhedsgrader og/eller længder på banerne.

Den normale "klassiske" form for orienteringsløb er en enkeltmandssport, hvor man løber helt alene i dagslys uden brug af andre hjælpemidler end kort og kompas på en bane, der er normeret efter aldersklasse til en ideal løbstid på mellem 30 og 90 minutter. Løbere på samme bane starter med 2 minutters interval.

Post  Vil du LÆSE mere om ORIENTERINGS-LØB ??  Post

Der findes også mange andre former for orienteringsløb:

Stafetløb: Hver deltager på et hold løber et normalt orienteringsløb og overgiver stafetten til den næste løber på holdet. Der er normalt samlet start, således at det første hold i mål er vinder.

Langdistanceløb: Et orienteringsløb med en længde op til det dobbelte af det normale.

Kortdistanceløb (sprint): Et orienteringsløb af ca. halv længde. Ofte løbes det i to afdelinger, hvor den første afdeling bruges til at sortere løberne i en A- og B-finale (2. afdeling). Begge afdelinger løbes samme dag.

Natløb: Et normalt orienteringsløb, men der løbes om natten. Løberne benytter da også en pandelampe for at finde vej.

Etapeløb: Et løb, der strækker sig over flere dage (etaper). Hver etape løbes som et normalt orienteringsløb, men det er den samlede tid, der tæller. Ofte løbes den sidste etape som jagtstart, hvor den enkelte løber starter det antal minutter og sekunder, vedkommende er efter den førende. Den første i mål er så vinder.

Udenfor Dansk Orienterings Forbunds regi findes nogle mere specielle former for orienteringsløb:
Ski-orientering: Foregår på ski, og denne form er derfor ret sjælden i Danmark.
Bil-orientering: Selvom målet er det samme, nemlig at gennemføre en rute på et kort, er denne form form orienteringsløb meget anderledes. For det første er selve ruten ofte givet i skitseform og for det andet gælder det om at besøge kontrol punkterne på præcis det rette tidspunkt, dvs. hverken for tidligt eller for sent.
Cykel-orientering: Foregår på cykel, oftest mountain-bike og på kort fra Kort- og Matrikel-styrelsen.

DOF 2005 (let redigeret)